Akavet

Jeg lægger mærke til ham i mens han er på vej ned af rulletrappen. Vores blikke mødes før jeg kan nå at vende om, og lade som om jeg ikke har set ham. Jeg smiler. Han tager sine høretelefoner ud af ørerne og går hen til mig da rulletrappen når min etage. ”Hey” siger vi, nærmest i munden på hinanden. Han lader blikket falde på min stak af bøger og film i min favn. ”Ted Bundy?” spørger han og smiler skævt. Det føles som om en atombombe sprænges bag huden i mit ansigt, og jeg ved jeg er flere nuancer rødere i hovedet end hvad der kan være sundt. ”Øhm, ja… Blandt andet… Der er også nogle om nogle andre…” Svarer jeg flovt og tilføjer: ”Jeg fik bare sådan en følelse af, at jeg gerne ville blive klogere i dag. Kender du ikke det?” Han kigger dumt på mig. ”Jo… Det er derfor jeg er her”. Selvfølgelig. Jeg kigger ned i jorden og prøver at fokusere på situationen, forsøger at få kontrol over min rødmen, da han siger: ”Du har ikke været særlig meget i skole på det sidste”. Jeg skærer en grimasse og svarer: ”Jeg var der i fredags”
”Nå, okay. Det var jeg ikke”
”Nej præcis”
Han sender mig et blik der får min rødmen ud af kontrol igen, da det går op for mig hvordan det lød. Jeg skynder mig at tilføje ”Det passer ellers med at vi, øh, lige er kommet de dage hvor den anden ikke er hva’?” Fuck. Han siger ”Ja” og kigger sig derefter om i biblioteket. ”Nå, men jeg må også se at komme videre. Vi ses i morgen”
”Vi ses”
Han sætter sine høretelefoner i ørerne igen og vender derefter om på hælen og går. Fuck. Hvor akavet.