ti på taget er bedre end én i hånden

...
Hun sparker til et dødt dyr i vejkanten, og får alle miderne til at vride sig i kadaveret. Hårene bevæger sig. Genopstandelse. Hun sætter sig på hug og vender dyret om på ryggen. Sectio caesarea, Blodet er endnu ikke størknet og efterlader pletter på hendes hænder, og mellem hendes ben
...

teenage angst

ever since i was born i started to decay

Akavet

Jeg lægger mærke til ham i mens han er på vej ned af rulletrappen. Vores blikke mødes før jeg kan nå at vende om, og lade som om jeg ikke har set ham. Jeg smiler. Han tager sine høretelefoner ud af ørerne og går hen til mig da rulletrappen når min etage. ”Hey” siger vi, nærmest i munden på hinanden. Han lader blikket falde på min stak af bøger og film i min favn. ”Ted Bundy?” spørger han og smiler skævt. Det føles som om en atombombe sprænges bag huden i mit ansigt, og jeg ved jeg er flere nuancer rødere i hovedet end hvad der kan være sundt. ”Øhm, ja… Blandt andet… Der er også nogle om nogle andre…” Svarer jeg flovt og tilføjer: ”Jeg fik bare sådan en følelse af, at jeg gerne ville blive klogere i dag. Kender du ikke det?” Han kigger dumt på mig. ”Jo… Det er derfor jeg er her”. Selvfølgelig. Jeg kigger ned i jorden og prøver at fokusere på situationen, forsøger at få kontrol over min rødmen, da han siger: ”Du har ikke været særlig meget i skole på det sidste”. Jeg skærer en grimasse og svarer: ”Jeg var der i fredags”
”Nå, okay. Det var jeg ikke”
”Nej præcis”
Han sender mig et blik der får min rødmen ud af kontrol igen, da det går op for mig hvordan det lød. Jeg skynder mig at tilføje ”Det passer ellers med at vi, øh, lige er kommet de dage hvor den anden ikke er hva’?” Fuck. Han siger ”Ja” og kigger sig derefter om i biblioteket. ”Nå, men jeg må også se at komme videre. Vi ses i morgen”
”Vi ses”
Han sætter sine høretelefoner i ørerne igen og vender derefter om på hælen og går. Fuck. Hvor akavet.

Uddrag

Musikken er høj, det samme er publikum. En tæt tåge af røg, fra cigaretter og joints, fylder salen op, og får ens øjne til at svide. Bag baren tømmes ølkasserne hurtigere end sædvanligt, alt imens rusen iblandt publikum tydeligt kan mærkes. Foran scenen kaster en gruppe på fem-seks halvnøgne kroppe sig ubehersket ind i hinanden, samtidig med at sveden fra deres glinsende hud og deres våde hår rammer de nærmeste i halvcirklen omkring dem.

only dumb people are happy

2006

Jeg gik før tid igen. Jeg kunne ikke holde de andres grinende ansigter og hånende bemærkninger ud længere. Jeg ved, at dé ved, at jeg er der. Jeg ved, at dé ved, at de kan se mig, røre mig, lugte mig. De kan række ud efter mig med deres knoglede fingre, og måske endda, nå mig. Men hvad der er under huden på mig, under min facade. Har de ingen anelse om. Jeg er svær at nå, men hvis man kommer ind under huden på mig vil man kunne se hvorfor det er svært at komme ind. Og hvor svært det er at komme ud igen.

Fiktion

Jeg sidder på mit værelse med gardinerne trukket for. Jeg er ikke sikker på om solen er stået op udenfor, om den overhoved har gjort det de sidste par dage. På værelset er luften tyk af røg, som lægger sig som en klam tåge over alle overflader. Askebægeret bugner af skoderne fra noget der må være fem pakker smøger. 100 cigaretter. North State (de billigste de havde tilbage i kiosken. Folk ryger som Dronning Magrethe herude). Hver enkelt smøg er blevet røget ned til filteret, eller længere, og er blevet afmærket af min sorte læbestift. Jeg har ikke været uden for min lejlighed siden en gang i sidste uge, og er egentligt lidt i tvivl om, om det er søndag eller mandag. Det kunne egentlig også godt være fredag, da jeg har ikke bemærket at det har været weekend. Ingen opkald, ingen sms’er. Jeg sætter mig op for at tage min mobil, som jeg husker, at jeg lagde på bordet foran mig, men den er der ikke, og en kort følelse af panik ruller ind over mig. Hvor vidt det er på grund af den manglende mobil, eller om det er skunken der har en uønsket effekt, ved jeg ikke. Jeg beslutter mig for at finde den, men ender i stedet med at falde i søvn i sofaen, før jeg tager mig sammen til at rejse mig op.

...

Kender I det når man ikke har lyst til, at ens liv skal ændre sig? Når man gør alt for, at alting skal blive ved det samme? Men lige meget hvor hårdt man forsøger, lige meget hvad man gør , ændrer alting sig. En dag åbner man øjnene og indser, at det hele er slut. Ens venner er ikke længere ens venner. Ens smil er ikke længere ens eget. Blyanten knækker hver gang den rammer papiret. Sæden smager anderledes. Man tvinger sin døde krop igennem en uendelig søndag og indser, at alt hvad der er tilbage er ingenting. Venter. Længes. Håber på, at når søndagen er omme er alt ved det samme igen. Men søndagen slutter aldrig. Hver gang man slår øjnene op, er det den samme dag der venter forude. De samme følelser. De samme tab. Den samme længsel. Hvis du hader dine venner er du ikke den eneste.

Intoxicated with madness, I'm in love with my sadness

Jeg vil ikke hjælpe dig med, at skjule din deforme krop eller dit hullede hoved.

I like this place because it's empty #2

mareridtene fortsætter selv når jeg ikke sover. endnu en søvnløs nat

I like this place because it's empty #1

i ache in all the places, where others get pleasure

???

jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.

realiteten er ikke længere realistisk